En rejse med følger – positiv beretning om min tur til Tyskland

En rejse med følger, er måske lidt for overdreven, men jeg føler der er sket et eller andet efterfølgende med mig. Hvis i har fulgt med her på Råb Op, så ved i at jeg døjer en del med angst, depression, PTSD lignende tilstande og meget andet. Det er også grunden for, at jeg helst bliver hjemme i mine trygge rammer.

Jeg har en veninde som bor i Tyskland og kommer 2 gange om året på besøg. Sidst i maj (min fødselsdag) til starten af juni og midt december til midt januar. Det har hun gjort de sidste 10 år. Hun vælter så hele huset med dekoration, mad og hygge.

Jeg er utrolig glad når hun er her, men hold da op hvor bliver jeg lige så glad når hun endelig kører hjem igen. Og nej det er absolut ikke ondt ment. Jeg er bare ikke god til at være social og have mennesker om mig 24/7.

I år var det så desværre ikke muligt for hende at komme til min fødselsdag og som det ser ud lige pt. kan hun måske heller ikke komme til jul.

Photo by Alex Iby | Unsplash.com

Photo by Alex Iby | Unsplash.com

Jeg har flere gange siddet her ved computeren og prøvede på at skrive om turen og hvad den gjorde ved mig, men der er sket så mange ting, at jeg hele tiden afbryder, starter forfra, lader artiklen ligge.

Ikke desto mindre prøver jeg, at gøre artiklen færdig. Men det er svært. Sætte ord til de ting der sker i min hjerne. Og de ting der sker i den virkelige verden.

Men jeg prøver.

 

Hvorfor kom hun ikke til Danmark i år?

Min veninde arbejder som pædagog og leder af en institution, hvor der er børn med migrationsbaggrund, arrangerer by fester, laver arrangementer til pensionister osv. En slags værested / forsamlingshus for hele bydelen.

Det er stressende og koster meget tid, kræver stærke nerver og hjernen kører altid på højtryk. Det sætter sine spor, når man privat også er udfordret med diverse problemer.

Jeg har selv arbejdet sammen med hende det samme sted og før hun fik den stilling, arbejdede vi sammen i et børnehus med socialt udsatte børn.

Siden jeg flyttede til Danmark – 2007 – har hun besøgt mig 2 gange om året og brugt tiden her til at tanke batterierne op igen.

Det har været utrolig hyggeligt, jeg gjorde huset rent hver dag, hun pyntede, haven fik blomster, ting der skulle repareres tvang hun mig at reparere, der var mad på bordet osv. Altså ikke kun en god tid for hende, men i den grad også for mig. Og som det er med gode venner, så er man glad når de besøger en, men lige så glad når de kører hjem igen efter 4 uger. Og man glæder sig helt vildt til næste gang.

Sådan har det kørt i 10 år. Hun fik en del venner heroppe og folk spørger mig hele tiden “Hvornår kommer Ute endelig igen?” Hun kender nærområdet hvor jeg bor, bedre end jeg gør 🙂

I år blev hun så indlagt i psykiatrisk klinik pga. stress, udbrændthed osv. Desværre lige i den tid som hun plejer at komme herop.

Det var en stor pille for mig at sluge, fordi jeg var vandt til, at hun kommer til min fødselsdag. Og jeg var bange for hvor skidt hun virkelig havde det. Alle forsøg at få hende lokket herop for at bo permanent i Danmark mislykkes pga af hendes angst for nye ting og angsten at skulle forlade familien i Tyskland.

Jeg vidste ikke om jeg pressede for hårdt i alle de år, så hun måske derfor havde stress, om det var hendes arbejde – hvilket jeg kender rigtig godt og ved at det gir stress -, om det var familiesituationen, penge eller noget helt andet. Måske en kombination af alt.

Min tur til Tyskland

Min veninde og mig skrev lidt frem og tilbage og hun mente, at det nu var min tur at besøge hende.

Det lød i første omgang som en god idé og var kun mere end fair, at jeg er der for hende, når hun altid har været der for mig. Så jeg besluttede mig for, at tage alt min mod og pakke en taske.

Men som det altid er med mig, så overtog min angst, min “Gollum” og styrede mig. Jeg gik nærmest i panik, bare ved tanken om at forlade huset og køre ned til hende. Alle mulige tanker, dårlige undskyldninger satte sig fast i min hjerne.

Jeg snakkede med min bror og han tilbød mig at jeg kunne låne hans bil og at jeg SKULLE køre. Det ville være godt for både hende og mig.

“Ok” tænkte jeg. “Ingen udvej. Jeg kører.” Det var hårdt, men jeg pressede mig selv til at lægge de dårlige tanker til side, overkomme min angst, mine bekymringer.

Jeg satte nogle af de ting jeg ikke bruger mere til salg, for at have penge til turen, lidt til mad og måske en tur i byen. Store planer. Enten eller.

Salgsannoncerne på Facebook delte jeg også på min profil hos Twitter. Og stormen begyndte. Jeg fik ikke solgt mine ting, men mange brugere på Twitter donerede små beløb til min tur, så jeg havde omkring 1400 kroner til turen. Selv min ekschef lånte mig penge. Det var overvældende.

Samtidig havde jeg ingen undskyldninger for ikke at tage afsted mere.

Jeg kørte afsted og så snart jeg passerede grænsen til Tyskland, var det som om jeg kørte på ferie. Der var et eller andet der skete med min hjerne og jeg blev afslappet, glad og spændt. Den der ro i både krop og hjerne, har jeg ikke følt i mange år.

Det føltes ikke mere som en pligtopgave, men som en dejlig tur og tanke batterierne op igen.

Fuld drøn musik, solskin og et par hundred kilometer på motorvej. Jeg var i mit element.

Da jeg kom til min venindes klinik, blev jeg kort nervøs igen. Hvordan havde hun det? Men da jeg så så hende var alt bare som det skulle være. Vi faldt i armene på hinanden og grædte. Hun fortalte hvordan hun havde det, hvad hendes forløb i klinikken var og hvor dejlig personalet og de andre patienter var.

Hun viste mig byen, vi gik lang tur i skøn natur, spiste is og meget andet lækkert.

Om eftermiddagen sagde jeg farvel og kørte videre til Recklinghausen. Byen hun bor. Byen jeg selv har boet før jeg flyttede til Danmark. Vi aftalte, at jeg bor hos hende og hun kommer fredag til søndag også.

Det var som at komme hjem til et sted man gerne vil være. Jeg savner Recklinghausen ufattelig meget. Hele Ruhrdistriktet. Atmosfæren, lugten, snakken, mad og mentalitet.

Jeg følte mig som om alt negativt var væk. Jeg tænkte ikke mere på de dårlige ting jeg oplevede, de tankemylder der holder mig vågen om natten, de angstanfald der stopper mig for at kunne gå ud af huset. Jeg følte mig befriet på så mange måder.

Jeg kørte forbi min yndlingsgræker og bestilte alt det lækker mad jeg ikke må spise. Ikke tænke på psoriasis og tyk mave. Bare nyde. Så kontaktede jeg en person som jeg absolut ville se igen og savnede. Funny guy. Han arbejdede for mig dengang jeg var selvstændig og jeg ville se hvordan han havde det. En dreng med masser af problemer både med hans egen familie og systemet.

Han blev overrasket da han så mig og overfaldt mig med de største krammer jeg har fået i lang tid. Han er blevet en voksen mand, med kone og børn. Fedt arbejde og de fleste problemer er løst. Hans biologiske familie snakker han stadig ikke med, men han har det godt med det.

Det var så dejligt at se ham have det godt.

Så kom min veninde endelig og vi kørte til hendes mor og nogle venner, farvede hår, drak og spiste, holdt grillfest og ESCparty, kørte til svømmehal (saltbad pga psoriasis), lavede bare sjove ting som vi havde lyst at gøre. Ren afslapning, hygge, druk og alt det sjove man ikke plejer at lave når man er derhjemme.

Søndag tog vi afsked igen fra hinanden. Jeg kørte hjem til Danmark og hun tilbage i klinikken. Og selvom det var en trist afsked, så var der noget der svingede i luften … noget jeg bedst kan beskrive med håb, alt blir godt, tak, fri, det er ok … ish. Jeg mangler de rigtige ord. Vi var ked af at skulle køre igen, men samtidig glad for at det var så dejligt en weekend.

Jeg havde 2 passagerer med som ville til Hamborg, så turen var sjov og vi snakkede meget. Det blev lidt underlig, da jeg satte de to af i Hamborg og jeg skulle resten af vejen hjem igen helt alene. Der begyndte min hjerne at køre på fuld fart igen, men i stedet for at “Gollum” overtog, så kunne jeg mærke, at jeg gav “ham” kontra. Jeg tillod simpelthen ikke alle de dårlige tanker, skyldfølelser, katastrofescenarier osv.

Ikke den her gang. Nu holder du bare din kæft. JEG styrer DIG!!!

Sådan har det været siden da.

Jeg har meldt mig hos tandlægen og bedt om tid. Det har jeg skubbet i mange år og mine tænder er råddent.

Jeg har bedt min sagsbehandler om at finde praktikplads, selvom jeg er bange for, at jeg fejler igen.

Jeg har kæmpet mod min “Gollum” hver dag og for det meste har jeg vundet.

Der er sket så meget positivt siden jeg er tilbage igen og det er nærmest skræmmende, at kunne glæde sig over det. Også den måde jeg reflekterer over nogle ting der er sket før. De er slem, men de er ikke så slem mere, at jeg ligger og “Freezer”.

Indtil nu går tingene den rigtige vej. Nogle dage er sværere end andre, nogle ting er stadig umuligt for mig at gøre, men alt i alt, har jeg taget kontrollen over min “Gollum”. Han kæmper. Han bider. Han vinder enkelte slag. Men jeg håber jeg vinder krigen.

Jeg engagerer mig socialt, politisk og debatterer generelt gerne. Stikord: LGBT, STAR TREK, SCI FI, POLITIK, DEPRESSION, ANGST, PTSD, KLIMA.

Du må dele opslaget hvis du vil