Anxiety – At leve med angsten

Posted by
Du må dele opslaget hvis du vil

I mange år – helt tilbage til barndommen – har jeg levet med angst. Nogle gange var det meget slemt, andre gange lagde jeg slet ikke mærke til det. Og angsten har forandret sig i løbet af tiden.

Som barn – selvom jeg har højdeskræk – var jeg drengen der klatrede på det højeste træ, det højeste tag og det højeste stillads. At komme ned derfra, var altid en udfordring. Men at skulle op på 3 meter brættet i svømmehallen? NO WAY!!!

Mørke rum, kælder, loftet har jeg altid undgået. Selv i dag kan jeg kun sove når tv er tændt, så der er lidt lys og lyd.

Alle de ting jeg altid har været bange for er der stadig. Og mange nye er kommet til. Selv angsten for at være bange er stærk.

Hvordan kan man leve et “normalt” liv med angst? Enkelt svar: Det kan du ikke. Jeg kan ikke.

Jeg havde tidspunkter hvor jeg var bange for at gå udenfor huset. Bare sådan en lille ting som at tage affaldsposen og bære den ned til vejen. Det var i lang tid ikke muligt for mig. Jeg var i den heldige position, at jeg tit har fået besøg og den besøg brugte jeg så, at enten gå i kælderen, hente post, smide affald ud osv.

Jeg lærte at undgå de ting jeg er bange for og benytte mig af de muligheder jeg har, for at undgå situationer jeg vidste – eller troede – at de gør mig bange. Problemet er bare, at jo bedre man bliver til den slags selvbedrag, så finder hjernen andre ting man kan være bange for. Det føles tit som en kamp mellem logikken og den der del i hjernen der absolut vil at jeg er bange for alt og alle.

Møde nye mennesker og stå i midten af en stor forsamling? Ingen problem det undgår jeg ved at finde et arbejde hvor jeg er selv. Alternativt går man ikke ud af huset og ber venner om hjælp til at handle osv.

Gå til fest eller en tur i byen? Gerne men i dag er jeg syg. Har hovedpine og penge har jeg heller ikke.

Tur i svømmehal? Jeg skal liiige ordne noget andet og har desværre ikke tid. Men fortæl mig hvordan det var.

Kan du ikke lige komme forbi og snakke om hvordan det er at være dig? Jo sagtens men her har du et link der forklarer jer hvem jeg er og hvad jeg gør. Meget bedre.

The list goes on and on og jeg er ret sikkert på, at du kender listen hvis du lider af angst. “Gider ikke”, “Ingen tid”, “Ingen penge”, “Er syg”, “Interesserer mig ikke” osv.

Men angst er slet ikke noget dårligt. Hvis man lærer at styre sin angst, ikke bliver styret af angsten. Den naturlige angst er sundt og afholder os for at lave noget farligt, holder os årvågen og lader os træffe rationelle beslutninger. Angst kan være en respekt for livet og gør os skarp sindet. Adrenalin bliver pumpet ud i vores krop og vi får flere kræfter, end vi har normalt, til at klare den truende situation.

Den unaturlige, usunde angst er, når angsten tager overhånd og vi lader den styre alle vores handlinger, bestemme over vores liv. Når man ikke tør at forlade sin hule, fordi alle steder er der farlige situationer. Den tvinger os til irrationelle handlinger, lammelse af kroppen og hjernen.

For nogen kommer angsten til at fylde så meget – også ubevidst – at det hæmmer deres liv, gør tilværelsen kompliceret og meget svær at leve i.

Når angsten så også kombineres med depression, så er alt tabt. Jeg har haft faser i mit liv hvor både ekstrem angst, depression, PTSD lignende tilstand lammede min krop så meget, at jeg ikke kunne noget som helst. Selv det at skulle gå i køkkenet og bestemme om jeg skulle have et stykke rugbrød eller hellere varmt mad, blev til en kæmpe udfordring. Så spiste jeg et stykke chokolade.

Jeg fandt de ting jeg er god til og som ikke udløser angsten. Nemlig at sidde foran computeren og arbejde der. Være på sociale medier, skrive med en helveds masse mennesker jeg aldrig har set før og ikke kommer til at se i den virkelige verden. Men det gir mig følelsen af at være socialt aktivt. Ensom? Mig? Nej nej da jeg har da mange jeg skriver med. Men hvad med de aftener på sofaen, helt alene, de morgener hvor du bliver vækket af katten i stedet for kæresten? Ingen problem fordi der står sikkert noget i avisen jeg skal forholde mig til.

Overspringshandlinger, selvbedrag, skuespil. Men så længe man har det godt med det, så er det ok. Problemet opstår, når man næsten bliver tvunget til at forholde sig til de ubehagelige situationer, når man skal møde sin angst og fortælle den “Det er ikke dig der skal styre mig”. Udfordre sig selv og finde ud af, at katastrofetankerne er kun det, nemlig tanker. Det har intet med virkeligheden at gøre.

Jeg har prøvet flere gange – nogle gange bevidst andre gange ubevidst – at udfordre mig selv og min angst. Og jeg lever stadigt. Jeg har fundet ud af, hvad jeg absolut ikke skal prøve mere og hvad jeg godt kan lave fordi det ikke er så farligt som min hjerne gerne vil bilde mig ind. Nu er det bare at blive ved og opretholde de gode resultater.

Det er svært. Ufattelig svært. Og jeg har selv haft mange faser hvor det blev værre. Men i sidste ende – hvad er alternativet? Blive indenfor? Hvor det er kedeligt men sikkert?

Jeg ved ikke helt hvordan jeg kan finde den rigtige balance mellem sund og fornuftig angst og min irrationelle angst der styrer alt. Jeg har prøvet med piller, med psykiatrisk hjælp, med gode venner. Intet har hjulpet mig virkelig godt. Men én ting jeg har fundet er, at se andre mennesker der har det på samme måde. Høre hvordan de prøver at håndtere det.

En af dem er en amerikansk Youtuber. Thomas Sanders. Han laver videoer hvor han er i dialog, kamp, diskussion med sig selv. Utrolig sjov – synes jeg – og samtidig har jeg altid den fornemmelse af, at “hov … han snakker om mig” “Det er sådan jeg har det”.

Anxiety – © Thomas Sanders

Jeg kan og vil ikke fortælle dig hvad du skal gøre for at kunne styre din angst. Jeg er jo selv ikke særlig god til det, men jeg kan anbefale at du prøver at se nogle af hans videoer. For mig er det både tidsfordriv og øjenåbner.

Link til Thomas Sanders Video: https://youtu.be/rjMxXTCGPu8

Nej hans – og andres – historier gør ikke, at jeg har styr på min angst. Men de giver mig håb og i et par minutter giver de styrken til at prøve. Efter over 40 år erfaring, er jeg nu kommet til konklusionen, at jeg skal tage små skridt. Jeg behøver ikke at kunne alt, jeg behøver ikke at gå med til alle fester, jeg behøver ikke at gå ud hvis jeg ikke vil. Men jeg kan prøve når jeg har lyst til det. Måske bliver det en god dag, måske ikke. Men det er de små sejre der tæller for mig.

I går var jeg på en båd. Mig der har bildt mig ind, at både synker, de er farlige, jeg skal dø på en båd. Nope. Der skete ikke noget. Jeg er her stadig. Det var MEGET udfordrende og ja jeg var bange og havde panik. Men jeg steg ud af båden i live og intet skete.

Jeg skal lade være med, at få styr på alt på engang. Jeg skal lære, at nogen gange kommer man længere med små skridt. Og at det er ok at være bange. Fordi det er mig der styrer angsten, ikke omvendt.

Puhhh noget af en peptalk, men lige nu føler jeg mig godt og håber at det kan holde i længere tid. Selvom jeg ved at der kommer tider hvor jeg igen graver mig ind og er bange for alt, så håber jeg at disse små skridt vil gøre mig i længden stærkere igen.

Jeg engagerer mig socialt, politisk og debatterer generelt gerne. Stikord: LGBT, STAR TREK, SCI FI, POLITIK, DEPRESSION, ANGST, PTSD, KLIMA.


Du må dele opslaget hvis du vil

Kommenter dette opslag.

Skriv et svar

  Tilmeld  
Underretning af