Coming Out – Hvordan man IKKE gør det.

Posted by
Du må dele opslaget hvis du vil

Første gang jeg kom i kontakt med min homoseksuelle side var, da jeg var 13 – 14 år gammel.

© dpa/Jens Kalaene

Dengang var jeg indlagt i Psykiatrien i Slesvig (Tyskland). Jeg kan ikke virkelig huske hvorfor jeg blev indlagt, men det havde nok noget med min adfærd i skolen at gøre. Man fandt senere ud af, at jeg var under fordret og at jeg brugte min skoletid til at være rebelsk og voldelig .

Og derhjemme havde jeg kun problemer. Jeg stak af flere gange, satte ild til vores lejlighed, stjal fra min mor osv. Mange ting jeg har glemt og er ret glad for det.

Jeg kan huske, at min mor kørte mig til psykiatrien og afleverede mig i en lukket afdeling. Hun gik og dørene blev låst. Jeg var fanget og spærret inde.

De vigtigste ting fra den tid jeg kan huske er følelsen af svigt og forræderi, være udsat for voksen chikane af pædagogerne, sove i et værelse med flere drenge, elendig mad og lugten af steril og sygehus agtigt rengøringsmidler.

Jeg husker, at jeg havde min første “våde drøm” der og var skrækslagen af angst. Hvad skete der? Jeg troede jeg blødte ud af min tissemand. Men selvf. var det ikke blod. Jeg var bare så panisk dengang, at jeg ikke fattede noget som helst om min egen krop.

Og jeg havde aldrig nogen der forklarede mig hvordan puberteten er, hvad der sker med min krop og ikke mindst med mine følelser. Alt var tabu og ikke engang pædagogerne fortalte en at det var normalt. Nej alt blev tysset ned med “Det snakker vi ikke om”.

Så kom en ny dreng i vores værelse. Stakkels ham. Han virkede så skrøbeligt og blød. Jeg troede ikke han ville holde det ud at være her. Et sted hvor drengene slog hinanden, pædagogerne kun reagerede med straf og tavshed. Jeg havde en underlig tilgang til ham, fordi jeg ikke så ham som konkurrent, men en dreng som skulle beskyttes.

Jeg ved ikke om vi blev venner, men jeg husker, at vi var meget sammen og jeg holdt ham ud fra den meste ballade. Var jeg forelsket? Jeg ved det ikke. Tror jeg ikke. Men tiltrukket måske. Jeg så på ham med andre øjne end jeg kiggede på de andre drenge.

Og det forvirrede mig tit. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg holder så meget af ham og hvorfor jeg begyndte at drømme om ham. Hvad fanden var der galt med mig? Var jeg virkelig syg? Var der en god grund hvorfor jeg var spærret inde? Alt var så uvirkeligt og hver dag blev sværere og sværere at holde ud. Jeg havde flere og flere spørgsmål og turde ikke at stille dem til nogen.

Så en dag skete det, at vi to var alene i værelset. Hvordan det kom til den situation og hvad der nøjagtigt skete, ved jeg ikke. Men jeg kan tydeligt huske at han kyssede mig på munden. Og i stedet for at trække tilbage, slå ham, skælde ham ud eller reagere afvisende, så husker jeg, at jeg nød det. Det var de blødeste læber jeg nogensinde har kysset. Det føltes så forkert og dog så rigtigt.

Vores forhold ændrede sig drastisk efter den oplevelse. Jeg prøvede at undgå, at være sammen med ham og jeg tror jeg var rimelig ond mod ham. Inderst inde ville jeg kun holde hans hånd og være sammen med ham, men samtidig havde jeg så mange skamfølelser og var overbevist om, at jeg var en klam syg stodder. Det var sikkert noget forbudt, klamt, pinligt. Det gør drenge ikke.

Og jo mere jeg var modbydelig mod ham og mig selv, desto mere havde jeg ondt af ham og ville bare være sammen med ham. Hvis bare der havde været en voksen der ville sige “Det er ok”, “Du er ikke syg” “Du afprøver din seksualitet” “Du er normal”. Jeg ville nok ikke kæmpe mod mig i så mange år.

Efter 3 måneder blev jeg “løsladt” og kom hjem igen. Hjem til en mor, som jeg havde mistet al tiltro til. En mor der havde fjernet mig fra mit gamle liv og som sørgede for at jeg blev spærret inde i et helvede.

Og jeg ønskede mig tilbage til psykiatrien. Måske det var bedre jeg bare var spærret inde til jeg dør.

Da jeg kom hjem igen, åbnede en mand døren, som jeg aldrig har set før. En mand som jeg var bange for. En mand som skulle vise sig, at være min første misbruger.

Min mor havde fået en kæreste og det var ham. Det føltes bare endnu mere som forræderi. Hun sender mig væk og lukker en fremmed mand ind. Jeg kan ikke huske en eneste dag hvor jeg ikke hadede ham og min mor. Ham hader jeg stadig den dag i dag.

Jeg fik en million forklaringer hvorfor han nu boede hos os, hvordan de mødtes osv. Men jeg var ligeglad. Jeg var bange for ham, jeg hadede ham og jeg fjernede mig bare endnu mere fra min mor.

Der skete mange dårlige ting som jeg ikke vil skrive her, da det ikke har noget med min coming out at gøre, men som jeg skriver om på et andet tidspunkt. Seksuel misbrug. Overgreb af en voksen mand.

Da jeg endelig så mit snit at stikke af hjemmefra for altid, var jeg omkring 16 – 17 år.

Jeg endte i Hamborg uden at kende nogen der. Uden at ha en lejlighed eller arbejde. Og jeg var bange for at politiet ville samle mig op køre mig hjem. Jeg gjorde alt for være under radaren af myndighederne.

© dpa

Jeg sov på gaden og tjente penge ved at sælge mig til gamle mænd. Jeg var jo vant til, at blive brugt til sex og den her gang fik jeg penge for det, nogen gange fik jeg mulighed for at sove i varmen og nogen prøvede at bruge mig som fast sexpartner.

Men uanset hvor klamt og ydmygende det var, så var det samtidig en måde at leve min homoseksualitet ud, uden at fortælle det til nogen jeg kendte eller holdt af. Jeg levede et dobbeltliv. Havde jeg penge nok, så var jeg heteroseksuel, havde jeg ingen penge, var jeg homoseksuel og solgte mig selv.

På et tidspunkt havde jeg nok og Hamborg var ikke stedet for mig mere. Jeg ville væk. Væk fra gaden, banegården, væk fra at være trækkerdreng. Jeg ville have en lejlighed, et arbejde, en kæreste. Jeg skulle væk fra Hamborg. Starte nyt. Endelig var jeg jo også 18 og behøvede ikke at frygte politiet mere.

Jeg mødte en person som sendte mig til Bochum i Ruhr Distriktet for at arbejde som dørsælger. Jeg skulle sørge for, at folk skrev under på et medlemskab for Røde Kors.

Mange gange tæsk, ydmygelser og truen senere, stak jeg af der og meldte mig hos et forsorgshjem. Og livet begyndte igen at blive lidt mere normal. Ingen vidste jeg var til mænd og ingen skulle vide det.

Jeg arbejdede i forsorgshjemmet, startede en uddannelse, flyttede og igen begyndte jeg at gå i bøssemiljøet. I al hemmelighed. Ingen skulle vide jeg var bøsse, så jeg kørte altid i andre byer end der hvor jeg boede for at møde mænd.

Om natten var jeg party menneske, drak meget, festede meget og havde sex med mange. Om dagen havde jeg det skidt, bebrejdede mig selv, følte mig skamfuldt og ækel.

Igen gik det galt, kunne ikke betale husleje, droppede uddannelsen og startede som trækkerdreng igen.

Fast forward: Jeg flyttede hver gang i en anden by og startede et godt liv, indtil det gik galt. Så flyttede jeg igen.

På et tidspunkt flyttede jeg til Recklinghausen i Tyskland og startede et arbejde i en genbrugsbutik. Ingen vidste jeg var til mænd og jeg levede mit dobbeltliv.

Så en dag, kom en ung fyr ind i butikken og jeg fik en fornemmelse i maven som jeg sidste gang havde i psykiatrien som barn. Han kom næsten hver dag, købte småting og ville snakke med mig. Jeg tror det var første gang jeg for alvor var forelsket. Men jeg turde ikke at sige noget, fordi drenge er kun homoseksuel i nattelivet og når de skal tjene penge. Det var sådan jeg tænkte dengang. Det var sådan jeg levede.

Men han var vendepunktet. Han inviterede mig til kaffe hos sig og vi sad hele aftenen og natten hos ham og snakkede og snakkede og snakkede. Ikke mere. Ingen kys, ingen sex, ingen hemmeligheder. Kun snak. Og han sagde til mig, at han var bøsse og det overraskede mig. Ikke at han var bøsse, fordi det håbede jeg jo på, men at han var så åben. Hele hans familie vidste det og det chokerede mig.

Han var et par år yngre end mig, men mere åben? Det ku ikke være rigtigt.

Vi mødtes mange gange og snakkede og jeg lærte så meget af ham. At acceptere sig, at blive accepteret af familien, at være ligeglad med hvad andre tænkte om en. Have det godt med hvem og hvad man er. Jeg følte mig som et nyt menneske.

Vi blev et kærestepar og flyttede sammen. Vi holdt hånd i offentligheden, jeg mødte hans forældre og blev budt velkommen. Det var en helt ny verden. Ikke skjule sig mere, ikke have dårlig samvittighed, føle sig rigtigt. Jeg følte ingen skam eller skyld mere og heller ingen ækel overfor mig selv.

Så en dag / nat kom min Coming Out overfor min familie. En måde man ikke burde gøre det.

Et par dage før, havde jeg slået op med min kæreste. Igen. Det var normalt hos os. Vi slog op og kom sammen igen så mange gange at jeg ikke kan tælle det.

En underbo faldt i søvn med en tændt smøg og hans lejlighed brændte. Selvf. var der røg i hele huset og vi skulle ud af huset hurtigst muligt. Jeg havde kun et par bukser på og t-shirt. Udenfor lå der sne og det var hundekoldt. Brandvæsen, larm, blå blink og jeg frøs. Så tog jeg min mobiltelefon og ringede til min mor.

Det var den værste og dummeste ide overhovedet og jeg aner til i dag ikke hvorfor jeg gjorde det. Panik? Dumhed? Jeg ved det ikke. Jeg ville egentlig kun have hjælp.

Så jeg ringede til hende og hun var godt overrasket at høre min stemme efter så mange år. Jeg græd, jeg fortalte at huset brænder, jeg har ikke noget tøj, jeg fryser, jeg skal have hjælp.

Jeg husker stadig de ord hun sagde til mig før hun lagde på. “Det er ikke så slem. Du finder lyset ved tunnelens ende”.

Jeg var i chok. Hvad skete der lige? Jeg havde brug for hjælp og hun spiser mig af med en latterlig visdom? Ok vi boede knap 600 kilometer fra hinanden, havde ikke snakket i mange år og jeg var stukket af. Men den reaktion havde jeg ikke regnet med.

Så ringede jeg igen til hende og da hun tog telefonen råbte jeg bare: “Og bare så du ved det, …. Min kæreste hedder ikke Stefani, men STEFAN!!!” Så lagde jeg på.

Min Coming Out. Der skete rigtig meget bagefter og det meste af det var positiv. Med min mor har jeg aldrig snakket om det emne mere. Det er tabu. Resten af familien har jeg et godt forhold til og alle ved jeg er til mænd. Og alle har det godt med det.

Men det er en Coming Out jeg ikke ønsker nogen. Jeg ønsker, at forældre stoler på deres børn, er åben overfor deres børn og viser dem, at alt er ok så længe man kan snakke sammen. Det er det jeg har prøvet at give videre til alle børn der har boet hos mig. Uanset hvor stor problemerne er, så kan man kun løse dem, hvis vi snakker om det. Have tiltro til hinanden.

Billede | Getty Images

Jeg er blevet til et menneske der har åbnet sin dør for alle mennesker uanset køn, alder, religion, seksualitet. Alle må komme og vi kan hygge, snakke, løse problemer. Jeg vil ikke have, at bare ét barn skal opleve det jeg har oplevet.

Og jeg har haft en del Coming Out historier efterfølgende med unge drenge der ikke turde at fortælle det til forældrene, hvor jeg kunne hjælpe. Det gør mig lykkeligt.

Jeg engagerer mig socialt, politisk og debatterer generelt gerne. Stikord: LGBT, STAR TREK, SCI FI, POLITIK, DEPRESSION, ANGST, PTSD, KLIMA.


Du må dele opslaget hvis du vil

Kommenter dette opslag.

Skriv et svar

  Tilmeld  
Underretning af