Ubemærket forstummer sjælen

Posted by
Du må dele opslaget hvis du vil

Ubemærket forstummer sjælen

Før du ved det, er sjælen tavs. Ikke bemærket af nogen, ikke engang af en selv. Og på et eller andet tidspunkt kommer erkendelsen, at sjælen ikke længere smiler. Hvordan skete det? Hvorfor opdagede man det ikke før?

For at få orden i mine tanker og erindringer, begyndte jeg at skrive. Først et par linjer, så hele sider. Til sidst kom beslutningen om at sortere mit liv ved at skrive alt ned og endelig få klarhed i langt tabte tanker.

Nogle gange er det meget forvirrende, fordi jeg ikke kan huske hver dag og tidspunkter blander sig i mit hovedet, så jeg har problemer med at sætte dato på tingene. Ideen bag det hele skriveri var, at få luft i min hjerne og afslutte sagerne. Det har jeg prøvet i over 10 år og jeg må erkende, at det nok aldrig bliver afsluttet, men sidder fast i min hjerne til den dag jeg dør.

Jeg vil heller ikke, at det her opfattes som en slags hævn overfor alle de mennesker der har været ond mod mig. Slet ikke. Selvom jeg nok kommer til at bruge hårde ord, så hader jeg ikke så meget mere som jeg gjorde før. 2 personer i mit liv dog, kommer jeg aldrig til at tilgive og jeg elsker at hade dem. Lyder paradoksalt, men følelsen af had overfor disse 2 mennesker, holder mig vågen og varsomt.

Det gode og det onde blander sig i dit liv og der er en mening med det.
Det er ikke nemt at se meningen i de onde ting, men uden det onde, kan der ikke være noget godt. Og omvendt.

Mit liv har altid budt på ting som jeg ikke kunne forhindre. Men det er ingen grund til at skjule sig fra livet. Så gerne jeg tit ønsker at skjule mig. Følge min fars vej. Gør en ende med alt det lort der skete og sikkert i fremtiden kommer til at ske. Men der sker jo også så mange gode ting. Små gode ting, men de er der.

Denne side er egentlig kun for mig selv. Selvom jeg inderst inde ønsker, at det på et tidspunkt kan være et sted for andre mennesker med lignende situationer, så bruger jeg siden pt. for at skrive mine tanker ned. De kan være forvirrende. Så hvis jeg skriver volapyk, håber jeg du bærer over med mig og giver siden en chance.

Det gør ondt at være i live. Enhver depressionsskub, alle fejl man laver, alle misforståelser man møder, alle nederlag man oplever munder ud i mellemstore katastrofer og jeg tænker hver gang at nu må nok være nok og jeg sætter ende på det her liv. Nogen gange er det kun hurtige, små øjeblikke hvor jeg tænker sådan og andre gange er det flere måneder jeg graver mig ind i min egen verden og ønskede at jeg ville dø.

Så skal jeg altid tænke på de mennesker jeg har mødt i mit liv og som har begået selvmord. Mennesker der har været vigtigt for mig, som ikke er her mere.

Og så skal jeg se mig selv i spejlet og konstatere, at jeg i grund og bund er en fej kylling. Ingen mod. Hverken mod nok, til endelig at gøre slut med mit liv, men heller ikke mod nok, til at gribe fat i livet, ruske mig op og sige “Nu er det altså nok. Stå op for helvede”.

Fordi jeg har meget at være taknemmelig for og jeg har oplevet rigtig mange gode ting i mit liv. Jeg burde stå op og sige til mig selv “Du kan, du vil, du gør”. Jeg burde.

Men ubemærket forstummede sjælen og alt sker uden at jeg aktiv gør noget.

Jeg engagerer mig socialt, politisk og debatterer generelt gerne. Stikord: LGBT, STAR TREK, SCI FI, POLITIK, DEPRESSION, ANGST, PTSD, KLIMA.


Du må dele opslaget hvis du vil

Kommenter dette opslag.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Tilmeld  
Underretning af